Naser… Sammy… Simon Emil…

Så forskellige skæbner – og dog så ens.

Til fælles? Måske dette: En sen nattetime bestilte jeg en dobbelt Long Island ice tea on the rocks med dem alle tre. Snakken gik.

Vi snakkede løst og fast, om det forhold at jeg tidligere på dagen stod i Tivoli med softice smadret ud i hele hovedet. Efter en sølle knægt havde mast sig forbi mig i køen til veteranbilerne.

Hvilken politisk strategi. Hvilken strategisk ironi!

Det var selvfølgelig ærgerligt. Taget i betragtning, at jeg gerne ville imponere et par koner med kandiserede æbler og manufaktur. Tja. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på noget, at jeg senere samme dag trådte tidligere chefredaktør og gammel kompis i øvrigt over tæerne ved i lettere beruset tilstand at kalde denne for “…en sørgelig klaphat” – det gør jeg gerne – mellem venner forstås!

Hvad man ikke stod model til som politisk rådgiver. Når jeg tænker tilbage.

Min liste til en god dag i Tivoli er:

1. Sørg for ikke at få softice i hele fjæset
2. Sørg for at tage lækker skjorte med lækre knapper og Ralph Lauren slips på
3. Pas på småbørn
4. Kom tidligt og undgå kø
5. Husk at bestille bord til det kinesiske tårn – de har en killer-buffet.

Så så man lige mig med tyk mave – *fnis!* – Hvor kom vi fra ? Jo, Naser, Sammy og Simmy
Ja, for den uindviede: Tre skæbner, ingen fælles historie – ingen sammenhæng – ingen ingenting.

Tre livsbaner, der aldrig krydsedes.

Bare jeg kunne hjælpe dem. Bare de ville ringe og sparre med mig. Som i Gamle Dage(TM).

Bare, bare, bare.

Bjarke Guldand