Posted by: guldanden | februar 26, 2007

Tribute to POWER!

Jeg vil fortælle en ægte historie fra det virkelige liv. Om hjemmedrengen Roy, blandt branchefolk blot kaldet “Power”. Power, som jeg stadig når tiden – desværre atter sjældnere – er til det hænger ud med over et spil bordfodbold i golfklubben i Smørum. Han sagde til mig forleden med hovedet hvilende i hænderne: “GuldBjarke, hvis jeg skriver noget pænt om dig og din blog, gør du så det samme med mig og min blog? Det er WIN-WIN!”. Så tømte han sin brikjuice. Ro på, Power! -sagde jeg. Primært fordi jeg ikke har brug for andres anerkendelse. Det er så oppustet. Der er så meget indavl i den danske coaching/kommunikations/branche, som jeg gør alt for at bekæmpe. Folk fatter ikke vigtigheden af at skelne mellem oprigtig networking og faglig blodskam. Sekundært fordi der ikke findes WIN-WIN, kun WIN-LOSE.

Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at hvis der er en top dog skråstreg branchemand i den danske kommunikationsbranche/PR-business, så er det Power. Han er kommunikationens Godfather. Power fortjener i kraft af sin legendariske hot shot-status i dk, at jeg hylder ham ærligt uden bagtanker. Den mand har gjort så meget for alle danske coaches/wannabees. Nu vil jeg give lidt igen – også på vegne af alle dem med dårlig hukommelse.

Power var en karl tilbage i de brølende 90’ere. Han var så vild, at han engang viklede silkeskåret parmaskinke om sine smøger for at vise sig over for damerne. Power var true. Han var i branchen kendt for sine 100 åbenstående skjorter. Jeg husker engang, hvor han til Copenhagen Coaching Society’s juleevent tændte en tændstik mod hårene på sit bryst. Det år var der ild i luciabruden (Mette Lisby?)! Det var dengang, hvor Power levede et driverliv på støtten med sprut, damer og hjemmegjort lokumspoesi som tilværelsens mål og middel. Han var ikke tilbageholdende med at spille dem alle et stykke på det prætentiøse orgel – så forstod folk, at de stod overfor en branchemand med principperne i orden – men hans gang gennem tilværelsen var slingrende, og hans position i samfundet bekymrende.

Power var Poul Nyrup Rasmussens Danmarks paria. Undtagen når han som et fingerknips og med hovedet under armen udspyede genistreger om branding etc. Pure genius! Han har reddet røven på adskillige alphahanner i det danske erhvervslivs gorillaflok.

Nu om dage smykker han sig med akademiske grader langt over kandidatniveau og en central plads ved en prestigiøs lærestol – universitetet er hans endelige hjemmebane og rette hylde. Tempoet er mere til ham. Power har fundet sit Nirvana i et skånejob i den akademiske verden. Faldet til ro. Ro på, Power!

Han var en legendarisk skikkelse i den danske kommunikationsbranche/natteliv. Han tyllede som regel Coronaen i én slurk og pressede lime-skiven fra øllen ned ad nakken på en fellow branchemand i baren. Han blev persona non grata i Parkens VIP på grund af sin velkendte forkærlighed for hornmusik. Det var et liv på kanten, hvor faren for at brænde op var mere udtalt end i Tom Kristensens Hærværk. Power som Den Evige Kjær. Den Evige Roy Power. Bortset fra at Power bare var hårdere, hurtigere, dyrere og friskere. Men der var brug for, at en nær ven stillede sig op og sagde ro på, Power! Det blev mig.

Vendepunktet kom for nogle år siden til en reception hos Helge Sander, hvor Power pludselig gik live: “HVAD GLOR I PÅ? HAR I ALDRIG SET EN NØGEN MAND DANSE FØR? SMÅBORGERE!!” Jeg stod i et hjørne sammen med Bertel Haarder, nogle nærsynede højskolefolk – flankeret af de sædvanlige upfront-knægte – og diskuterede boosting af folkeskolen og yadder yadder yadder. Ro på, Power! -råbte jeg. Men det var for sent. Security-folkene havde allerede nået at overbevise Power om, at han havde en fremtid inden for videnskab, teknologi og innovation. Den dag er en milepæl i Powers bohemetilværelse. Han havde brug for ro og balance. Og for at få lettet arbejdspresset. I den slags situationer siger jeg ofte: Den offentlige sektor er svaret.

Og det var det også for Power. Networking er det vigtigste for branchemænd, men da vi nogle måneder senere skulle til releaseparty på Jokerens bog, “Storby Stodder”, var der ikke spor af Power. Jokeren skar tænder af skuffelse – men blandt branchefolk vandt Power kun respekt for sit valg: Ham selv først, derefter branding/coaching/kommunikation. Power havde truffet sit valg.

Hermed den vildeste respekt for min mand Power. SÅDAN skal det gøres! Ingen over – ingen ved siden af. Moralen er, at vi alle er sårbare og kan brænde op/ud. Pas nu på jer selv, for helvede! -siger jeg.

Bjarke

Reklamer

Responses

  1. Hvor overfladisk har man lov til at være?

    1. Mindre ævl.

    2. Prøv engang at fordybe dig i emner. Det virker.

  2. Yo Phoebe!

    Kom nu ind i kampen: Fordybelse, NATUREN det billege skidt – hvad skal vi bruge det til?

    Sez!

    Bjarke Guldand


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: