Posted by: guldanden | april 21, 2007

Interview med Guldanden…(revisited)

Sweet JazZZ

For et stykke tid tilbage gav jeg et interview på top nudge branchesitet for branchefolk: http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12650

Dengang var det med eneret for Kommunikationsforum. Denne eneret har dog lige præcist nu overskredet seneste salgsdato og derfor syntes jeg at det var på tide at mine faste og trofaste læsere skulle have lov til at få interviewet, som det blev bragt på kommunikationsforum råt for usædvanligt. Det starter lidt spøjst med en kommentar fra redaktøren på Kforum – et forhold som jeg også tidligere har kommenteret på og glemt i øvrigt! HUSK: Bjarke tror ikke på censur kun på sweet lovin JaZZ! God førnøjelse:

Guldand interviewet
bragt på kommunikationsforum.dk Onsdag d. 28 februar 2007

Med eneret for Kforum bringer vi her et interview med den mystiske, muligvis fiktive person Bjarke Guldand Andersen. Interviewet er gennemført som et e-mail interview, og redaktionen er derfor stadig i tvivl om, hvem, hvordan, hvorfor og hvad fanden er meningen. Her er den mystiske tekst, vi har modtaget på redaktionen, som vi fralægger os ethvert ansvar for. Guldanden har nemlig interviewet sig selv. Her er det mystiske mail vi fik her til formiddag

Jeg vågnede groggy – det havde været mere end almindeligt svært at få søvn i øjnene, når pulsen snitter de 180 plus minus. De små elektrificerede ål i min mavesæk havde natten igennem givet sig til kende i rytmiske ryk. Fuldstændig sådan! Det er ikke hver dag, man skal møde kommunikationsbranchens/networkingens enfant terrible, besserwisser, know-it-all, gang bang, dot-com’er samt branchemændenes svar på web 2.0 .

Efter gå-hjem-mødet formiddagen før lagde Bjarke Guldand en ildevarslende besked på min telefonsvarer: “Mr. T! Så er det på med pilen Det’ Bjarke Guldand, du ved. Klar på en svømmetur i morgen tidlig? Jeg har lovet den syngende tosse til Alpehatten (Morten Albæk red.) at tage med til en put-and-take i Taastrup, og jeg er ikke helt vildt JAZZ ved tanken. Så jeg tænkte på, at du kunne få det fest-fri-funky-interview, du så længe har punket mig for”.

Men man må stå tidligt op for at følge med i Bjarkes overtegnede schedule, så jeg sendte rimelig tjept gæsterne hjem fra min terrasse. Nu skal det interview i kassen!

Jeg var nu ellers pænt frisk, da jeg nåede frem til Café Den Gyldenblonde på Vigerslev Allé henad formiddagen. Den Gyldenblonde er et af de steder, hvor Bjarke i tidernes morgenlavede sine første connections. Indenfor var osen af liflig tobak og branchesnak nærmest uigennemtrængelig!

I det samme jeg spotter Guldanden, rejser to velkendte skikkelser sig fra hans bord, Rulle og Kay Jay (Ralf Pittelkow og Karen Jespersen, red.) Rulle rettede på sine strømpeholdere, før han høfligt smilende gik forbi mig – uden at slippe mig med øjnene. Kay Jay var som forsvundet fra jordens overflade. Den kvinde kan være mange steder på en gang. Jeg fattede mig og stilede hen mod Guldandens bord, og i det samme fjernede han sit håndklæde fra den stol, Rulle havde benyttet kun få sekunder forinden. – Hvad skulle de? – spurgte jeg. Bjarke lavede en grimasse.

Bartenderen nikkede anerkendende til Bjarke, det var tydeligt, at han var på hjemmebane – jeg hørte hende udtale ordene “Det kan godt være, at jeg ligner en på 75 – men jeg føler mig også sådan!”. Jeg havde ikke mere end lige sat mig, før Bjarke skænkede en fiskefjæs med ordene – ”Skal man svømme, skal man have varme i musklerne. Varme i musklerne får man ikke via motion. Det er stærkt overdrevet. Stærke drikke, derimod! Skål!”

Jeg sundede mig. Scenen virkede uvirkelig. Bag Bjarke sad Clement Kjersgaard med ryggen til. Den mand har ikke været sig selv, siden han gik med til at medvirke i en L:Ron:Harald-musikvideo.

Skal vi rykke det interview?” – spurgte Bjarke og tømte sin fiskefjæs. Jeg tog diktafonen frem og faldt ved samme lejlighed over en gammel pakke gule Kings i min inderlomme. Der lå et gammelt skrabelod bag celofanen. Der var 40 kr. på det. Sådan! Jeg tænkte på, at Rom jo ikke blev bygget på en dag, og jeg havde brug for nikotinen. Nervøsiteten havde sat ind igen, nu hvor virkeligheden så småt vendte sig mod vores lille cafébord.

Her sad jeg over for en næsten levende legende inden for dansk kommunikation/showbizz/medielandskab/coaching. Hans påklædning var casual, men jeg undrede mig over det falske, sorte overskæg. “Der bliver det store”, sagde han blot, da han spottede min interesse for den detalje. Så slukkede han sin smøg.

Bjarke! Hvis du skulle pege på de mest irriterende mennesker i Kom-branchen, hvem er de og hvorfor?

”Det mest irriterende ved Kom-branchen er, at den er umulig at afgrænse. Så umulig at afgrænse som natten – som dagen. Hvornår stopper det ene? Hvornår starter det andet? Der er for mange mennesker i Kom-branchen. For mange dilettanter. De, som ikke burde være i Kom-branchen/den nye medievirkelighed, er de mest irriterende. Jeg har stødt på mange mennesker i branchen, som tabte tråden og som jeg efterfølgende har måttet samle op! Det er de mennesker, som jeg hjælper på mine kurser eller som Fanden i sidste ende tager – eller kongens foged”.

Bjarke slukkede sin smøg.

Der begyndte at blive crowdet af mennesker/kändis’er, der som en kødrand hang i baren og rundt i hjørnerne. Bjarke slukkede sin smøg og nikkede dybt ned mod lokalets mørkeste krog, hvor Noller Olsen havde fundet sig et blødt sæde. Kommunikationsbranchefolk var der nok af.

Noller besvarede med en høflig nikken. Det er åbenbart stedets/branchens code of conduct.

Mens vi sad der i skæret fra den brændende glød, Bjarke konstant udstråler, på det sted, der om noget er kendt for at lave den mest delikate cowboytoast i byen, kunne jeg ikke lade være med at spørge:

Hvem vil du karakterisere som de sødeste i Kom-branchen og hvorfor?

Bjarke trak vejret ind og kiggede op i loftet. Han kiggede igen på mig. Lagde hovedet duvende på skrå. Hans eftertænksomhed blev bemærket af hele lokalet. Han tørrede munden med en snip af badehåndklædet.

“Lotte Hansen”, svarede han endelig og tømte endnu en fiskefjæs. Hans i forvejen dybe stemme blev endnu dybere efter den pludselige tår, og han uddybede: “Lotte er en pige med ben i næsen. Hun er max. tre måneder hvert sted i sit arbejde. Så er det videre. Hun har fattet det: Rebrand – rebrand. Hænger man for længe det samme sted, er man en forstening. F. eks. er jeg selv maksimalt 20 minutter hvert sted – Men altså: jeg ønsker Lotte alt mulig held og lykke på TV2 News.”

Bjarke slukkede sin smøg og tømte endnu en fiskefjæs.

Verden var både i mit hoved og omkring mig, spørgsmålene, jeg havde forberedt, føltes som en tung byrde – alligevel spurgte jeg Bjarke:

Hvad er trenden over alle trends lige nu?

“Jeg vil sige den trehjulede scooter – den har ramt lige det, som det kræsne storbypublikum vil have lige nu! Men hvis jeg må give et branchetip!? Så vil det være, hvis DR dropper den nedturs-vejrbåd og købte en vejr-ubåd. Det ville være samtaleemne ved alle kakkelborde!” .

Bjarke understregede sin pointe ved at dunke en flad hånd i bordet. Han kiggede op. Thøger Seidenfaden nikkede bifaldende fra sin nærtstående barstol og kiggede dybt i sin porter. Bjarke slukkede sin smøg.

Fortæl et rygte, som du tror på lige nu.

“Jamen, da jeg forleden var ude at bowle med et par branchefolk/kunder i Valby Big Bowl, kom en af dem hen til mig og sagde: Naser Khader har købt en skudsikker trehjulet scooter. I det øjeblik havde jeg to sandheder: En om en radikal folketingspolitiker, hvis navn jeg ikke vil nævne her, og en anden om potentialet i den trehjulede scooter”.

Men mørket var ikke længere til at skjule. Solen var på vej ned. Bjarke slukkede sin smøg. I det samme kom to mænd gående ud fra saunaen. Jeg gik videre til næste spørgsmål.

Hvad er det, som kommunikationskonsulenter kan, som ingen andre?

“De kan sætte fingeren på det ømme punkt. På vores alle sammens dårlige samvittighed. Skål! Der kommer et punkt i et vilkårligt samfunds udviklingsbane, hvor det må vælge mellem parlamentarisk demokrati eller bad publicity. Kommunikationsfolk er jo det, der kitter branchen sammen – uden dem ingen branche. Sådan er virkeligheden, men sådan er verden også!”

Bjarke slukkede sin smøg og tømte endnu en af fiskefjæsene med ordene/råbet: “Jeg erkender dig!” – Thøger Seidenfaden løftede knap så elegant på sit ene øjenbryn, det var tydeligt, der her var tale om en indforstået joke!

Har du nogle gode råd til Kommunikationsbranchen? spurgte jeg dernæst.

Bjarke stirrede blødt ud i luften, som om han samlede alle sanseindtryk i ét eneste øjeblik, imens blev verden stille og lyden fra hjerternes banken var det eneste, der fyldte den følelse og sfære, vi undertiden vælger at kalde virkeligheden. Samtlige branchefolk på stedet holdt intenst øje med den store mand – Bjarke Guldand. Det var, som om alle lyttede! Her var ikke kun mig, der var et nærmest usynligt, men meget tilstedeværende følge af disciple, og jeg følte mig pludselig ufattelig lille. Bjarke tog en bid af en sprød saltstang, inden han svarede:

“Ja, altså primært er det et enormt problem med den ringe grad af sondring mellem de forskellige kommunikationsdiscipliner: Krisekommunikation, forandringskommunikation, ledelseskommunikation, kulturkommunikation, ministerkommunikation og kommunikation mellem branchefolk og ikke mindst showbizzkommunikation, når man har glemt den allervæsentligste, der som en tidevandsbølge fra USA snart rammer os, sådan cirka ude ved vestkysten et sted: Elektrokommunikationen. Den består i store træk af en masse ledninger, nogle læderremme og en generator af en vis størrelse. Alt afhængig af det budskab, som målgruppen skal have framet sin nethinde med. Så mit råd er: Kom nu ind i kampen!”

Bjarke slukkede en smøg og fortsatte sin diskrete pulsen på en ny.

Hvad er all time – den værste af alle skandaler?

“Michael Schäfer – den mand kørte FC i sænk. Jeg er ikke en mand af nag – kun overfor Michael Schäfer – han ligner hverken dyret eller fungerer som bossen – han er fodboldens svar på Britney Spears.”

Bjarke smilede skævt og slukkede sin smøg.

Hvem er dine forbilleder?

“Arne Nielsson er egentlig mit eneste forbillede. Udover dig, Mr. T!! Han har nemlig viljen til sejr. Og viljen til mod til sejr. Jeg har naturligvis også mig selv som forbillede – det synes jeg, alle mennesker skal have! Finde det indre Brand – de værdier, som man er parat til at stå op for og sælge til højest bydende. Efter jeg fandt brandet i mig selv, er der blevet SÅ meget mere af mig.”

Bjarke tog endnu en saltkringle, kærtegnede dens grove overside, inden han satte tænderne i den og slukkede sin smøg.

Nævn en bog, du synes, er god.

“Viljen til sejr” af Arne Nielsson. “Mit liv som hund” af Nikolai Moltke-Leth er også god.
Min egen: Jeg er i gang med at skrive bogen: Det indre Brand – GuldBjarkes zen-motorvej mod det 21. århundredes selvbranding”

Mens Bjarke slukkede sin smøg, kunnejeg ikke selv holde fingrene fra de sprøde kringler.

Nævn en ligegyldig bog.

“Khader.dk af Naser Khader. Der er virkelig intet revolutionerende ved nettet længere. Det ville i latterlighed svare til, at jeg skrev en bog med titlen GuldBjarke.dk. Det ville jo være overtrædelse af selvbrandingens ABC’s første regel”.

Hvad er dit motto?

“Fuldstændig! – det siger faktisk alt og nogle gange bruger jeg også SÅDAN! “

Hvilket Bjarke efterfølgende råbte højt for at demonstrere sit mottos eviggyldighed og gennemslagskraft. Dette skete med en sådan kraft, at smøgen forlod Bjarkes mund og selvslukkede på gulvet.

Et firma, du beundrer – hvorfor.

“Jeg beundrer Danmark”. Bjarke slukkede sin smøg. “Danmark er et brand – vi har vores eget URL-domæne (.dk). Og ja! Jeg beundrer da mit fædreland – og firma. Danmark.dk – DanmarkTM . DK-domænet er alfa og omega for at brande Danmark i det 21. århundredes medievirkelighed – bare spørg Paula Larrain, for slet ikke at tale om Ole Sippel”.

Pludselig blev Bjarke kærtegnet af en solstråle! Han vendte sit intense blik mod mig og sagde: “Nogle gange skal vi huske på, at bag hvert et brand gemmer sig et firma, bag hvert et enkelt individ gemmer sig et unikt Brand! Det er Brandet, som er inden i os og rundt om os og i alle bevægelser og følelser og kommunikation mellem mennesker. Det er Brandet, der slår øjnene op som en nyfødt sommerfugl! På en og samme tid ufatteligt smukt og alligevel så utrolig fjernt! Nogle mennesker bruger hele deres liv på at finde deres unikke brand, men ulykkeligvis uden at finde det. I virkeligheden er det, fordi de har mistet evnen til at se, at det er over det hele! Den dag, du finder dit indre brand, behøver du ikke længere at tænke på krisekommunikation, psykologer, målgruppeanalyser – jeg siger ikke, at det er let – det vigtigste er dog, at du starter med dig selv, hvis du ikke starter med dig selv, finder du aldrig dit indre Brand!”

jeg vidste næsten ikke, hvordan jeg skulle rumme alle de informationer om Brand og kommunikation – jeg havde mødt min mester, min frygt – mig selv! Vi måtte skilles. Dagen var for længst blevet til nat. Og nat til dag. Jeg hilste på Mads Vangsø og skred. Hjem for at skrive mit møde med Bjarke Guldand ind. Det første møde – men forhåbentlig næppe det sidste.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: