Posted by: guldanden | juni 13, 2007

Åbent brev til Nokia på vegne af den danske kommunikationsbranche

PRESSEMEDDELELSE

Tilbage omkring “Systemskiftet 2001” stod det klart i den politiske kommunikationsbranche, at Foghs team var upfront på informationsteknologi. Da DK’s Hvide Hus var indtaget i 2002, tog man det som praktisk selvfølge, at sms-teknologien var undtaget for offentlighedsloven, bestemmelserne om aktindsigt, gennemsigtighed i forvaltningen og ministeriernes afleveringspligt til Statens Arkiver.

På dansk var det: Et smuthul for intern politisk kommunikation og spin. Og det er – som årene er gået – blevet et godt brugt hul – som vi siger i roklubben.

Men mobilbranchen er slet ikke fulgt med. Derfor har jeg taget følgende skridt:

Åbent brev til Nokia på vegne af den danske kommunikationsbranche!

– – – –

Nokia
Enterprise Solutions, Multimedia, Mobile Phones

Sydhavnsgade 17-19, Frederikskaj
1790 Copenhagen V.
Denmark

CPH den 12. juni 07

Dear NOKIA – eller som jeg normalt siger: Yo.

Først: Dette brev er på dansk, fordi jeg har et stort publikum, som ikke nødvendigvis hænger ud med koncernsproget. Ellers ved jeg, at jeres primære segment – The Urban Crowd – foretrækker written & oral communication in English, please!

Jeres sms-ordbøger er ikke upfront. Jeg har som erfaren kommunikationsmand konstateret, at jeres sms-ordbog kender politiske aktører som Pia Kjærsgaard, DSB, Thorning-Schmidt, Henrik Dahl, FCK, Henrik Qvortrup, Troels Lund-Poulsen, Lotte Hansen, Thulesen-Dahl, Naser Khader og Holger K. Nielsen (dog besvær med k’et).

Ja, selv Søvndal og AGF kan den stave til! AGF-SØVNDAL, sågar!

Derimod er ordbogen helt blank på følgende centrale politiske aktører og kulturpersonligheder i det demokratiske Danmark:

  1. Cepos = “BERØR”
  2. Morten Albæk = “MORTEN BLACK” (?)
  3. Anders Fogh = “ANDERS ENIG” (???) -Den er i øvrigt meget god, hvis statsministeren skal brandes mere landsfaderligt. Lige nu-og-her ville han miste mange kernevælgere, hvis de kendte noget til standarden af sms-ordbogen – det ønsker Nokia vel ikke?
  4. Ole Sippel = “ØJE PIRREK” -Han er edermame vigtig at have styr på, Nokia!
  5. Christopher Arzrouni = “CHRISTOPHER BRYSOVMH” -Sådan kan vi ikke behandle en af dette lands fremmeste politiske intellektuelle smørtenorer!
  6. Kenneth Plummer = “KENNETH SKUMMER”
  7. Frank Aaen = “FRANK ÅBEN”
  8. Jokeren = “JOKERDØ” -Hvad???
  9. David Gress = “DAVID GRE”… -… så var der ikke flere bogstaver.
  10. Bjarke Guldand = “BJARKE GULDÆND” -Jeg holder det ikke ud.

Vi er mange kommunikationsfolk, som ikke tåler flere obstruktioner af vores arbejde. Det er utilgiveligt at forvente, at professionelle gider fumle med jeres andenrangs anti-innovation. Anti-innovation er, hvad jeg vil kalde det, og jeg er parat til at gå hele vejen med sagen til ministeren for teknologi og innovation, for han er altid klar på at rette op. Jeg kan ikke løsrive mig fra tanken om, at det er med fuldt overlæg, I lægger budskaber ind i jeres teknik. Your brand is going down!

Jeg tør ikke forestille mig, hvor mange gange en sms fra Jens Rohde til Danmarks Radios top dogs er røget direkte til sletning, fordi beskeden var uforståelig. Hvilket minder mig om: JENS ROHDE = JENS SMIDE. Argh! Hvordan skal man arbejde under disse forhold?

Mit spørgsmål er i sin korthed: Hvad sker der? Kan vi forvente, at der bliver taget hånd om problemet?

Yours,
Bjarke Guldand Andersen
Kommunikationsbranchekonsulent

– – – –


Fakta om Bjarke Guldand Andersen – fact sheet:
Kendt virksomhedscoach, kommunikatør/branchemand og politisk- skråstreg brandingkonsulent.
Har i mange år arbejdet i Coop Danmark. Har de seneste år haft eget selvstændigt PR og coachingbureau i København, BGA Consult.

Advertisements

Kategorier

%d bloggers like this: