Posted by: guldanden | januar 9, 2008

Et nytårs_Jiff fra Bjarke ”G”-Unit

Som min gamle mentor og lærermester sagde, en af de første gange jeg mødte ham på Café Den Gyldenblonde:

”Bjarke, du skal huske at være dig selv og sætte dig selv i forreste bås, der vil ikke være mange andre der gør det en lonely afternoon ud i det blå!”

Hold kæft, mand – tænkte jeg dengang, mens jeg slog tanken ud af mit system – ud af min verden, out of this world – ud af mit univers. Jeg tænkte, fuck man – up on the horse og på den igen, mens jeg blander en halv Breezy Breezer med noget finsprit og tog den på røven ind til Kbh.

Min by – min hjemstavn – mit hjem – mit hjerte!

Jeg har set konger rejse sig, knægte falde – jeg har set Naser Khader i hans mest fortvivlede brandert, da han fandt ud af, at hans kommunikationsstrategi havde slået fejl. Med dybfølt røst sagde jeg til ham:

”Hvad sagde jeg, Mester? – og i øvrigt skylder du mig en plovmand og en tur i byen”. Og en masse andet.

Hvilket han virkelig gjorde.

Vi gik ud og dansede solen sort til den lyse morgen dagen efter. Vi skraldgrinede og fandt ud af, at livet blot er alt det, man tager og gør det til, men ikke så meget andet.

Mine Nytårsønsker (TM) går til Færørene og alle de dilletanter, der findes inden for kongehuset og i kommunikationsbranchen ivørigt.

Jeg tyllede en Ceres Royal skarpt efterfulgt af den absinth, der har været min bedste ven og åndsfælde i de allermørkeste timer i korridorerne på Christiansborgs gange.

Men alt det er slut nu, og af aske skal du igen opstå, med løveføddernes trampen for øjnene af Fugl Phønix, der blot ser misundeligt til. En vandkæmmet knægt går over gaden – Kristian Thulesen Dahl! Jeg misunder dig din evne til at leve konformiteten helt ud – finde velvære og velfærd i hverdagen og det krøllede madpakkepair en søvning søndag morgen. Mit hjerte bløder, når jeg endnu engang skal sidde og lytte til Helle Thornings allerdybeste længsler efter magt og sex og begær og må på det kraftigste afvise, at en mezzanin blot er en mellemetage, men mellem stuen og første sal. Jeg føler mig afklædt, som også Evander Holyfield følte sig afklædt – afklædt af sit øre, da han mødt sin overmand og sit poetiske overmod – nemesis bankede på døren og viste ikke hvor vejen gik hen! – Øret!, for helvede, det du skulle have lyttet med, da jeg stod foroverbøjet over dig og sagde, at man ikke vinder en krig ved at dele håndmadder ud! – Savner dig, ol’ boy.

Alligevel er et år gået – vi grædt, vi har leet, vi har jublet, og vi har fejret, at Jersild & Spin fortsat består trods alle forudsigelser om det modsatte. Storhed står for fald. Jeg har siddet backstage utallige gange med hånden oppe i den talende dukke, jeg undertiden har valgt at kalde min ven Jersild JOJ (udtalt Jay Oh Jay), blandt venner.

Og som jeg sidder dér i tusmørkets skær fra den petroleumslampe, der så småt brænder ud og giver vished om nyere dage end netop denne døende er på vej, ser jeg, lykken og den poetiske uretfæridghed kommer til alle, der venter på – eller lader være med at vente på den for den sags skyld – lykken. Jeg var der som en flue på væggen og en elefant i et spil kegler, da Mazzy Mazz udbrød forsagt: ”Nu er det nok!” Nu skal vi have noget mere form på den 11. Time; jeg var der, da Thomas Larsen begyndte af hvile på laurbærene og dermed førte sin karriere ned af glemslens sidesmøge og ud i det blå – ingen har set ham siden, på nær når han som en anden Antonio Salieri skriver sine læserbreve i berlingeren. Jeg var der, da sommerfuglen dansede hen over min næseryg – nosebone – en kølig efterårsmorgen, jeg var der, da kronsprinsen blev enig med sig selv om, at nu var der blevet sagt nok lort – nok bullshit – ikke mere crap, og jeg fortalte ham, at han skulle have en spindoktor og lade være med at være sig selv og så bundhamrende naiv – champ, jeg var der da Anders Fogh sad på sit hotelværelse og ventede på valgsejren, jeg havde kørt i hus for ham på sidelinjen – jeg sagde: ”Anders! – du ku sgu ik ha gjort det uden mig, gamle dreng – nyd din fest og din rus, sig til drengene, de har gjort et godt stykke arbejde – vi ses ligeomlidt – ligepludselig – ligeomhjørnet, klap dig selv på skulder’n! Til en ny dag atter tager sin form – jeg skriver på nytårstalen! Hvad sir du? Skal vi slukke mobilosen? Jeg tror det næppe! Ses mester – ses!”

Bjarke G! Byder et nyt år velkomment – tak fordi du kom forbi og sagde tingene fuldstændig straigt! En royal flush til Bjarke en fortryllet blomst, der bærer vidne om endnu en dag. Fuck man, jeg elsker at være Bjarke!

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: