Det har ikke været nemt at skaffe interviewet med Henrik Dahl, der er tale om et møde med en myte mere end en sutsko. Til Folkemødet lykkedes det!
Henrik Dahl, der på uni – tilbage i de mørke 80’ere – blev kendt som den talende havartiost, en mand der har utallige rungstedknald på samvittigheden, en mand med konstant bollehår, en mand som er afklaret i forhold til begrebet livslangt venskab.
Henrik Dahl! mine damer og herrer.
Vi skal tale med ham om forfatterskabet, om forsmåelse og brudte løfter, rollen som far, det at være loyal, om BBQ og om at køre på den store klinge en verden fyldt med mediedarlings og dilettanter.
TAKE IT AWAY
BJARKE GULDAND:
Der er blevet sagt om dig at du er en mand af ære, at loyalitet er vigtigt for dig, og at du også er en mand af få ord!
HENRIK DAHL:
Styrken sidder som bekendt i håret! Ha ha…
BJARKE GULDAND:
Det svar giver ingen mening! Der er også onde tunger, men også venner, der siger, at dine bøger er lommesociologiens svar på slapstick. Der er sågar rigtig nære venner, der har udtalt: ”Hvis din nabo var en bil – vorherre bevares en omgang banal tomsnak”. Personligt Hønse!, synes jeg, dine bøger slash publikationer passer PERFEKT ind i den moderne medievirkeligheds krav til simple budskaber med overskrifts- og/eller kussepotentiale. Så kan man komme ud og holde foredrag på kommunebiblioteket i Albertslund eller i Fields en tirsdag formiddag eller på en hellig højskole i det mørke Jylland. Det er gratis mad, stive tøser, fornuftige parkeringsmuligheder, kørselsgodtgørelse efter statens højeste takst osv. osv. Er det din livret?
HENRIK DAHL:
Gratis mad you bet! Jeg ånder og lever for det – jf. min bog “Hvis din nabo var en bil!”
BJARKE GULDAND:
Og hvilken bil ville du selv være, hvis din nabo var helt normal? Serious… er du blevet spurgt om det før?
HENRIK DAHL:
En Werthers Echte – blød som silke – smager af karamel – bliver kvalm i længden med et solidt morfar- brand!
BJARKE GULDAND:
Du er SÅ postmoderne – nogen må jo fortælle dig det! Og børn og fulde folk…!!!
HENRIK DAHL:
Tak, jeg ved det!
BJARKE GULDAND:
…
BJARKE GULDAND:
Ok, Hønse – du er jo en af mine favoritdrenge i branchen. Synes, du tacklede Thorning perfekt i ”Loyalitet – en sand dyd”. Det var smukt – det var klasse – det var personligt, og så var det perfidt på en fed måde! Hvordan kom du dog på ideen?
HENRIK DAHL:
Hun er et dårligt knald.
(begge):
HA HA HA HA HA HA HA HA!!!
HENRIK DAHL:
Seriøst, sad but true, men det var nu ikke derfor. Sociologibranchen er jo sådan lidt off-beat, nogle ville måske være så ligefremme at kalde den “nederen”. Ikke? Der er for meget Foucault, Bordieu, LOC og Boudelaire. Derfor, hvis man skal gøre sig relevant som kommentator politisk og i øvrigt, må man øge sin spændvidde. Og der er det en meget naturlig måde at bide til bolle på, at gå efter personer, som stikker næsten langt frem. Jeg mener, kommentatorbranchen kan ALTID trække mere sex.
BJARKE GULDAND:
Der er vel også penge i det?
HENRIK DAHL:
Selvfølgelig er der det. Jeg KUNNE jo skrive bøger om Luhmans forhold til begrebet autopoiesis – sandheden er bare, at det er ikke særligt interessant eller relevant i den virkelighed, der vel efter dit eget udsagn har rundet 2.0., Bjarke. Samtidig er det ikke sociologien, jeg brænder for – men opmærksomheden – det kender du jo godt! Det handler om at være på! PÅ!
BJARKE GULDAND:
Selvfølgelig – små slag, kosmonaut!
HENRIK DAHL:
Når det så er sagt, så er det også langt sjovere – for ikke at tale om langt nemmere, SAMTIDIG med at der er flere knaster i at skrive en lortebog, med nogle som folk kender og har et forhold til og som måske kan blive statsministre. På den måde sælger man flere eksemplarer. Det må man mærkværdigvis ikke sige, men det giver nu engang en masse interviews, og man skal bare altid state i starten af et interview, at tidspunktet var presserende og lalalalala væk fra den der penge og der-er-valg-lige-om-lidt-dagsorden, og så over og i gang med at svine nogle folk til – det er der, at bogsalget ligger. I øjeblikket arbejder jeg på en IPAD- udgave af min seneste bog, hvor du interaktivt kan sætte talebobler på Helle Thorning og i øvrigt igen – interaktivt pille alt tøjet af hende. I S-toget, dit perverse svin!
BJARKE GULDAND:
Du er så sej!
HENRIK DAHL:
Jeps.
BJARKE GULDAND:
I dagene omkring udgivelsen af dit seneste stykke lufthavnslitteratur, altså den med Helle, ikke, lagde jeg mærke til en helt eminent evne til at køre stilen i medierne. Interview blev givet på en helt særlig je-ne- regret-rien-jeg-har-aldrig-set-mig-selv-som-en-del-af-parnasset-agtig måde? Er det en del af den overordnede salgsstrategi? Altså først at stabbe dine sugardaddys, for DEREFTER at umenneskeliggøre dem ved at kalde dem visionsløse pampere, og til sidst på en noget ynkelig vis iscenesætte dig selv som en vis Klods Hans eller den lille dreng med den store indsigt: “De har jo ikke noget tøj på!” ?
HENRIK DAHL:
GOT ME. Selvfølgelig er det det! Jeg har altid set mig selv som en del af toppen af poppen – selvfølgelig har jeg det. Man messer ikke med messerschmidt og man fucker ik med Hønse Dahl! Sådan er det bare, spørg en hvilken som helst rocknrolla – de gør det for the fame! Samtidig skal man bare huske på, at middelklassen altså ikke køber lortet, hvis de får det wrapped ind i storytelling om den lille mand på bjerget.
BJARKE GULDAND:
Du tager kærligt greb om klassikere som Weber, Foucault og Bordieu. Tænkte du undervejs, mens du skrev ”Hvis din Nabo var en bil”, overhovedet en selvstændig tanke?
HENRIK DAHL:
Overhovedet ikke. Ser du, jeg har altid troet på en akademisk arbejdsform, hvor man tager hovedtelefoner på, Beastie Boys på non stop og to tha MAX volume. Man får sådan et flow, kommer op på beatet, kan mærke suset. Man skriver bare ud i een køre uden at vende sig om. Skarpt bliver det efter den metode, skarpt, Bjarke! Man kan næsten blive bange for sit eget intellekt. Eller – det vil sige – jeg ER i hvert fald bange! Den bog, du nævner, skrev jeg på ca. 4 timer, fik ikke en skid at æde ud over en Ceres taget som “en turbo” – you know, med en skruetrækker jaget ind i siden på dåsen.
BJARKE GULDAND:
Vil du ikke give mig ret i, at du har lavet en Jørgen Poulsen?
HENRIK DAHL:
Tjo, hvis det at lave en Jørgen Poulsen er at fucke sine naive velgørere!
BJARKE GULDAND:
I din nye bog, “Spildte Kræfter”, er Helle Thorning-Schmidt ikke blot en meningsløs statist i en overfladeverden baseret på en sprælsk lommesociologisk roadmovie med Henrik Dahl som egentlig og fortjent hovedrolleindehaver?
HENRIK DAHL:
Det kan man sagtens sige! Det er ren manuskript-teknik, det der, Bjarke. Man kan sige, at jeg polerer min egen røv blank, så jeg kunne bruge den som spejl, hvis ikke min ryg var blevet stiv og ufleksibel af alle de mange landevejs-kilometre til statens takster, HA HA, på andres bekostning. Min eneste omkostning: Nu er jeg politisk hjemløs. Lige det er det værste ved det hele, hvis det ikke var den største løgner af dem alle i og omkring bogen. Jeg kan sige det ærligt: Jeg har ikke flyttet mig en milimeter politisk de seneste 50 år. Alt andet er bare spin fra galleriet. Hvis Revolutionen var en rød bøf, ville jeg dog forsvare den med mit liv. Jeg er en kæmpe småborger – og under tøflen, også. Ligesom i Carlsberg-reklamerne drømmer jeg om at smadre sunde fødevarer med et baseball-bat i haven sammen med mine venner. Sådan en rigtig drengerøvs- aften, hvor vi bare dyrker hinandens undertrykt-hed! Det er jo det, vi er, vi moderne mænd: Undertrykte. Og i desperation griber vi til at gå i barndom igen! I parcelhuskvartererne ser du 50-årige statsautoriserede revisorer, der drikker øl af flasken og skaber sig åndssvagt, det er jo symptomet på en postmoderne apokalypse!
BJARKE GULDAND:
Du er en gøgler af Guds nåde – en playboy på Christianiacykel, en systemkritiker forklædt som en Berlingo- Bent! Men den tolkning af den moderne medie- skråstreg virkelighed er jo både spekulativ og letbenet – nærmest grinagtig.
HENRIK DAHL:
Tak skal du ha..
(tavshed)
BJARKE GULDAND:
Du har jo lavet en klassisk Arne Melchior: Altid sagt at privat er privat, og at du ikke hænger dit eget vasketøj til tørre for den offentlige menings skyld, samtidig med at du tværer privatlivet ud over avissiderne så papiret bliver vådt og teksten flyder ud!
HENRIK DAHL:
Det er et salgstrick.
BJARKE GULDAND:
Det ved jeg godt :o)
HENRIK DAHL:
Nå, gør du det?
BJARKE GULDAND:
Ja.
(tavshed)
HENRIK DAHL:
Det er artiklen om min kone, Lone Hørslev, i Information, du tænker på?
BJARKE GULDAND:
Ikke så meget artiklen!
HENRIK DAHL:
Nu stopper du!
BJARKE GULDAND:
Ok.
Guldanden Netværker 24-7-366! 
